Tænkt at være en blomst

 

“Jeg fik kun et billede af en blomst; en blomst som endnu ikke har foldet sig ud” – Klienten sad og så lidt forvirret ud – hvad tror du det betyder; jeg forstår det ikke….

DET ved jeg ikke, JEG skal ikke være den som fortæller dig, hvad dine billeder betyder – begyndte jeg – hvorefter en hel strøm af ord og fortolkninger væltede ud af mig, som en flodbølge der bare blev ved og ved. Såee, det skulle jeg åbenbart være 😉

Hvad var det så for kloge ord og fortolkninger der kom? Jamen, de var af den helt banale slags.

“En blomst som er ved at folde sig ud, er ligeglad med alt og alle. Den fordømmer ingenting – den forventer ingenting – den gør blot det, den skal gøre – udfolder sit potentiale – og det gør den uden anden grund, end at det er det blomster gør.

Blomsten er inderligt ligeglad med, hvad andre mener om dens forehavende – den er hvad den er – uanset om det regner eller sner, uanset om den bliver plukket af en smuk kvinde; pisset på af et omstrejfende gadekryds; eller begravet i en kokasse.
Den gror, udfolder sig, visner hen og dør – og er ok med enhver del af konceptet.

Jeg følte på en måde en lettelse, mens jeg talte – tænk at være som den blomst – tænk at være uden en mening om tingene – OG – hvilken lettelse…. at tænke sig…  –  hvis man selv kunne få lov at udfolde sit potentiale – være sig selv – og være helt og aldeles fløjtende ligeglad med andres og egen forventninger, vurderinger og fordømmelse -.hvilken lettelse ville det ikke være?

Jeg tror faktisk jeg vover pelsen og gør det, altså holder op med at please andre, holder op med at tilpasse mig andres behov, holder op med at “ofre” mig for helheden, – holder op med at bilde mig selv ind, at det har en betydning hvad jeg gør,- hmmmmmmmmmmmm men jeg tror jeg vil forbeholde mig retten til at blive sur, hvis du pisser på mig – jeg er jo bare et menneske 😉

Knus
Karin

 

 

 

 

 

Flere artikler