Babyen
Babyen er 8 måneder, smilende glad og tryg. Sidder og leger midt på gulvet, opslugt af sin egen verden. Gæsten kommer ind; får øjenkontakt med barnet. Den lille pige smiler, og rækker begge arme frem – hun vil op.
Gæsten bøjer sig over barnet, klar til at løfte hende op.
Så sker der noget uventet – mors forskrækkede skrig skærer gennem stuen – PAAAAAAAAAAAAAAAS PÅ!
Babyen skriger; – gæsten bliver næsten lige så forskrækket.
Det gentager sig dagen efter. Babyen, som endnu er lidt for lille til at lære at gå, prøver at rejse sig ved at holde fast i bordet. Søster rækker ud for at støtte babyen.
– Og så igen, mors stemme; forskrækket og i alarmberedskab – PAAAAAAAAAAAAS PÅ!
Babyen forstår ingenting, men fatter instinktiv, at der må være fare på færde.
Og det gentager sig. Ikke nødvendighvis hver eneste dag, men med jævne mellemrum, i mange forskellige situationer, igennem de næste ca. 3 år, for derefter at stoppe og gå i glemmebogen.
49 år senere
Kvinden der sidder overfor mig er stresset. Bekymret, og påvagt. Scanner vanemæssigt omgivelserne efter tegn på fare. Hun forsøger altid at gardere sig, prøver at forudse alle mulige (og umulige) faresituationer. Katastrofebilleder kører konstant på den indre skærm. Små sekvenser, hvor hun ser trafikulykker hvor hendes nærmeste er involveret, sekvenser af fly der styrter ned, fyringer, konkurs, sygdom, – hun bekymrer sig om alting. Kan ikke længere sove, er opfarende, plaget af en konstant indre uro. Sygemeldt med stress. Hjertet banker og nægter at falde til ro.
For 3 uger siden kom hun for at holde op med at ryge; kunne ikke holde den hjertebanken ud mere. Efter hun blev røgfri, lavede vi en ny aftale m.h.t. stress.
Jeg tænker først, at angsten og det bankende hjerte hænger sammen med stress og den vanemæssige måde at bekymre sig på.
Efter at vi har arbejdet sammen i et par sessioner, har hun det klart bedre, men det er stadig ikke helt godt.
Under trance får hun gentagne gange en fornemmelse af, at hendes hænder vokser, og vokser, og bliver kæmpestore. Først tænker jeg, at det handler om at tage ansvar for alt og alle “at skulle håndtere” alting.
Men så sker der noget under trancen. Billedet af baby på 8 månder toner frem.
“Hvordan har hun det; den lille pige, spørger jeg”
“Hun er bange!”
“Hvad er hun bange for?”
“Det ved hun ikke.”
“Hvad foregår der, der hvor hun er?”
“Hendes mor skriger “Pas på!”
“Hvad er hendes mor bange for?”
“Hendes mor er bange for, at nogen vil løfte hende op”
“Hvorfor er hendes mor bange for det?”
“Fordi hendes arme går af led!”
“Hvordan går af led?”
“Hendes arme sidder ikke fast; de går af led ved skuldrene”
“Hvordan går de af led ved skuldrene?”
“De går af led, hvis nogen løfter hende i armene, eller holder hende i armene”
“Hvad sker der så?”
“Så sætter hun (mor) dem på plads igen.”
Så forstod jeg. Så forstod kvinden.