Ny bog om Metakognitiv terapi

Lev Mere – Tænk Mindre.

Om metakognitiv terapi i behandling af stress, angst og depressioner.

Igen i denne uge har det handlet meget om OCD både blandt de voksne og blandt børnene.

Ocd er tidskrævende, og drænende for dem som er ramt af det.

De mennesker jeg møder, hvad enten udfordringen er Ocd, angst, stress eller depression bruger timer, og atter timer på at tænke over, om deres handlinger føles rigtigte, eller de grubler over, hvorfor de har det som de har.

Eller over hvad de har sagt og gjort i ugens løb.

De leder efter årsager og forklaringer – men finder dem ikke.

Når mængde af tænkning i form af grublerier og bekymringer bliver begrænsende i ens liv; når de stjæler humøret og dræner energi og livsglæde, så er der absolut god grund til at gøre noget ved det.

Vi er i stand til at kontrollere mængden af den tid vi dagligt bruger til at bekymrer os.

Når vi bare får at vide hvordan vi skal gøre det.

At der kommer (negative) tanker kan vi ikke kontrollere – men vi kan lære at kontrollere, hvor meget tid og energi vi bruger på tankerne.

Metakognitiv terapi

En af de terapiformer som tager udgangspunkt i at kontrollere tænkningen og som vinder indpas i disse år, er Metakognitiv terapi.

Jeg har brugt weekend’en på at læse den nye bog af psykolog Dr. Pia Callesen.

I bogen skriver Pia Callesen i forordet:

“Årsagen til psykiske lidelser er ikke, som jeg havde troet i ti år, en kombination af arv, miljø og negative tanker.

Årsagen er fejlslagne mentale og adfærdsmæssige strategier, nøjagtig det resultat som Adrian Wells havde fundet.

Vi bliver depressive, fordi vi tackler vores tanker og overbevisninger på uhensigtsmæssige måder.

Derfor er depression ikke en sygdom, som vi behøver at leve med.”

At ændre tænkestil

I bogen gør Pia Callesen rede for, hvordan man ændrer sin tænkning, gennem først at afdække hvor mange timer i døgnet men grubler og bekymrer sig.

Dernæst skal den enkelte blive bevidst om, hvilke tanker og overbevisninger man gør sig om det hensigtsmæssige i at gruble og bekymre sig, i overdrevent lang tid.

Så  begynder man at indøve teknikker, som hjælper til at lade grublerierne ligge, og flytte sit fokus over på andet end de negative tanker.

Det styrker nærvær, relationer, energiniveauet og livsglæder når man er tilstede i nuet, og ikke er dybt nedsunket i negative tanker.

Bogen giver en virkelig brugbar og let tilgængelig indføring i hvad Metakognitiv terapi er, og hvad det kan bruges til.

Jeg vil anbefale alle, som enten selv spekulere meget, eller som har børn og unge som gør det, at læse bogen.

Bogen kan ikke stå alene eller stå i stedet for terapi.

Men man kommer meget langt ved at læse den, i forhold til at reflektere over, hvor meget tid bruger jeg selv på at gruble og bekymre mig – og hvor gavnligt er det at bruge så meget tid på tænkning.

Bogen er udgivet på Politikkens forlag

Flere artikler