Forældre er en vigtig faktor, når børn skal ud af angst

Der er jo ikke nogen, der har klædt mig på til det her – jeg er bare mor

Citat: Sofie Grangaard, mor til Klara på 9 år

Efter en faldulykke på gyngen, fik Sofies datter angst. Før var Klara en aktiv pige, som gerne kravlede op i de højeste træer.

I dag er Klara så angst for at hendes mor skal dø, at hun vækker hende op til 7 gange hver nat, for at sikre sig, at mor ikke er død.

Jeg har ikke personligt mødt Klara og hendes mor.

Men jeg har gennem årene mødt utallige af børn og forældre, som oplever det samme som Klara og hendes mor.

Jeg lærte Klara og hendes mor at kende, gennem en artikel i Information.

Sofie (mor) fortæller tydeligt dilemmaet og bekymringerne i forhold til Klaras angst.

Hun fortæller om magtesløshenden og om bekymring og skyldfølelse i forhold til, om hun gør det rigtige som forælder.

Min holdning er, at man svigter forældrene når man taler om at deres ‘Forældrestil’ kan skabe eller vedligeholde angst – men ikke i samme åndedrag fortæller dem, præcist hvad de skal gøre eller ikke gøre i stedet for.

Som Sofie siger i artiklen: Jeg er bare mor, dette her er ikke noget som jeg er klædt på til.

Hun kan finde på at sige, at ’der kan jo komme en lastbil og køre ind i dig’, og de første gange svarede jeg ’nej nej, bare rolig, jeg er god til at køre bil’. Men så svarede hun, at ’hvad så, hvis lastbilchaufføren falder i søvn?’ Og det har hun jo ret i kan ske. Så jeg prøver i stedet at tale med hende om, hvad hun kan gøre, når de tanker dukker op, fortæller Sofie Grangaard, der ikke følte sig godt klædt på til at være mor til en angstramt.
Hun kan finde på at sige, at ’der kan jo komme en lastbil og køre ind i dig’, og de første gange svarede jeg ’nej nej, bare rolig, jeg er god til at køre bil’. Men så svarede hun, at ’hvad så, hvis lastbilchaufføren falder i søvn?’ Og det har hun jo ret i kan ske. Så jeg prøver i stedet at tale med hende om, hvad hun kan gøre, når de tanker dukker op, fortæller Sofie Grangaard, der ikke følte sig godt klædt på til at være mor til en angstramt.

Foto: ANDERS RYE SKJOLDJENSEN

Citat fra artiklen:

»Jeg er bare mor«

Hjemme i det lille sorte træhus på Mols prøver Sofie Grangaard sig foreløbig frem.

Hun har skullet kæmpe en kamp med kommunen for at få hjælp til sin datter.

Karla Grangaard står på venteliste til et såkaldt terapiforløb i kommunen, men kan først gøre sig forhåbninger om at få en plads til november – over et år efter familien kontaktede kommunen første gang for at få hjælp til at håndtere datterens angst.

»Der er jo ikke nogen, der har klædt mig på til det, jeg er bare mor,« siger Sofie Grangaard, mens en lastbil kører forbi på den smalle landevej foran huset.

»Det er svært at håndtere, for langt det meste af det, hun er bange for, kunne jo ske i virkeligheden.

Hun kan finde på at sige, at ’der kan jo komme en lastbil og køre ind i dig’, og de første gange svarede jeg ’nej nej, bare rolig, jeg er god til at køre bil’. Men så svarede hun, at ’hvad så, hvis lastbilchaufføren falder i søvn?’ Og det har hun jo ret i kan ske. Så jeg prøver i stedet at tale med hende om, hvad hun kan gøre, når de tanker dukker op.«

Hun oplever et tredobbelt pres som mor til et barn med angst: Bevidstheden om, at hun selv kan være med til at fastholde sin datter i angsten uden at vide det, kampen for at få hjælp fra systemet og endelig omgivelsernes reaktioner.

»Folk er ikke tilbageholdende med deres meninger om, hvordan jeg bør gøre. Det er store følelser at deale med i hverdagen, og det er opslidende, når det står på så længe.«

Sofie Grangaard vil gerne bruge sine aftener i stuen eller køre sin datter i skole for at undgå at se Karla Grangaards blik blive fjernt og hendes vejrtrækning blive hurtigere og hurtigere af panik, hvis hun ikke kan finde sin mor eller skal tage bussen selv.

Når hun har det værst, ligger hun og ryster uden at kunne få vejret.

Under coronatiden er hendes angst kun blevet værre, så Sofie Grangaard tager ingen chancer.

»Når man har et barn, der klynger sig ind til en og er angst for, at man skal dø, så gør man jo bare sådan her,« siger hun og krammer ud i luften foran sig.

»Det er ikke der, hvor man siger ’nu skal du lige prøve at sidde her selv, det kan du godt’.«

Forældrene bør inddrages i behandlingen

Citat fra artiklen

Fordi forældre uundgåeligt er så involveret i deres barns angst, er det også afgørende, at de er inddraget i behandlingen.

De seneste år har forældrenes adfærd fået mere og mere opmærksomhed, fortæller Sonja Breinholst, som forsker i netop forældreadfærds betydning for børns angst.

»Tidligere har forældre haft en logistisk eller praktisk rolle, hvor de kørte deres barn til og fra psykolog eller terapi.

Det er nyere, at man også kigger på, hvad forældrene skal ændre i deres måde at tænke på og opføre sig på for ikke at komme til at vedligeholde barnet i angsten.

For ellers har du et barn, der går i behandling og får det bedre og så kommer tilbage i det samme miljø, og hvis forældrene ikke har lært at ændre deres adfærd, er der en risiko for, at angsten vender tilbage.«

Når børn får angst, er de fleste forældres automatreaktion at gøre alt, hvad de kan for at lindre barnets smerter, men faktisk kan forældres velmenende opførsel over for deres børn være med til at holde deres børn i angsten.

Det fortæller Sonja Breinholst.

Og hun fortsætter:

Et wakeupcall

Men ofte tager det noget tid for de forældre, Sonja Breinholst arbejder med, at indse, at de bærer en del af skylden for, at deres barn hænger fast i angsten.

Hun fortæller om et forældrepar, der i ni år sov med lyset tændt i soveværelset, fordi deres barn var bange for mørke.

Og en forælder, der i fire år ikke har sovet i sin egen seng, men i en sofa ved barnets værelse, fordi barnet var bange for at sove alene.

Ingen af dem havde tænkt over, at der kunne være noget særligt galt med det.

’Den er så fantastisk, den sofa, man sover så godt i den’, sagde de, men da jeg så gik dem lidt på klingen, så ville den her forælder jo meget hellere sove i sin egen seng, det er klart.

Det er et wakeupcall, og for mange familier kan det tage lang tid at vænne sig til tanken om, at det er hele familien, der er i terapi, ikke kun barnet,« siger hun.

Du kan læse hele artiklen her

https://www.information.dk/moti/2020/08/naar-boern-faar-angst-foraeldre-ogsaa-terapi

Jeg har arbejdet med forældre og børn med angst, i snart 17 år.

Mit arbejde med blandt andet programmet Cool Kids, har været med til at give mig den faglige baggrund til at udvikle SuperSej Forælder forløbet.

I forløbet følger jeg jer tæt igennem 12 uger.

12 uger hvor du får al den viden, alle de redskaber og al den støtte til at implementere det du har lært.

Sådan at vi uge for uge kan se hvordan det bliver bedre og bedre.

Har du det lidt på samme måde som Sofie?

Føler du, at du er ikke klædt på til at takle eventuel angst hos dit barn?

Er du sommetider i tvivl om, om du gør ‘det rigtige’

Og savner du konkret viden, og redskaber som kan hjælpe dig i hverdagen, når dit barn tager Nej-hatten på?

Så er du muligvis et match til SuperSej online forløbet.

Du kan læse alt om SuperSej forløbet her på siden: SuperSej Forælder

Flere artikler