Vi underdiganosticere angst i Danmark
Det ser ud til, at vi underdiagnosticere angst herhjemme. I de lande vi normalt sammeligner os med, får mellem 27 og 45 % af de børn, som bliver udredet i børne- og ungepsykiatrien en angstdiagnose. Herhjemme er det kun mellem 5,7 %. Undersøgelsen er lavet af Københavns Universitet, og selvom tallene stammer tilbage fra 2007, så er det ikke noget der tyder på, at situationen er blevet bedre.
Hvorfor er det vigtigt at give den rigtige diagnose?
Hvorfor er det så et problem at kalde sit barn Særligt sensitiv og ikke forstå at barnet har en angstlidelse? Det er det fordi, der bliver ikke givet den rigtige behandling, hvis diagnosen ikke er rigtig.
En af årsagerne kan være – men er det ikke nødvendigvis – at udbredelsen af teorien om at være Særligt sensitivt, har vundet utrolig stor udbredelse og accept i Danmark.
Et barn som har angst, skal hjælpes og støttes på en anden måde, end et barn som er Særligt sensitivt. Begrebet Særligt sensitivt, beskriver et personlighedstræk, og ikke en diagnose. Børn som har personlighedstrækket Særligt sensitivt har derfor ikke behov for behandling, – hverken kognitiv terapi eller medicin. Børn som er Særligt sensitivt har brug for at blive mødt i deres sensitivitet og skærmet for at blive overvældet af de mange indtryk, larm og billeder, som bombardere deres nervesystem.
Jeg har lige holdt foredrag i Hillerød om forskellen på børn med angst, og børn som har trækket Særligt sensitivt. Klippet handler lidt om, hvordan du som forældre skal forholde dig.