Dette indlæg er en artikel som jeg har skrevet til Ugebladet i forbindelse med årsskiftet, hvor mange bliver frustreret over, hvor svært det kan være at blive røgfri.
Hvor svært kan det være?
Ja, hvor svært kan det være, at blive røgfri? Nogen gange meget svært! Jeg møder dagligt mennesker i klinikken, som forgæves har kæmpet og kæmpet for at blive røgfri, ofte i årevis. Mennesker som ellers kan alt muligt andet i deres liv; opfostre børn, tage vare på deres familie; uddanne sig; passe et job; deltage i samfundet – kort sagt, helt almindelige mennesker som dig og mig. Omgivelserne undrer sig måske højlydt over at vedkommende ryger, men det er stadig på et niveau, der er til at have med at gøre – hvis altså vedkommende stadig er rask og frisk.
Omgivelsernes fordømmelse
Helt anderledes forholder det sig, hvis rygeren er så uheldige, at have pådraget sig en sygdom som for eksempel KOL, Cancer, fået en blodprop eller lider af hjerteproblemer. Her bryder omgivelsernes forundring og fordømmelse ud i lys lue – helt ærligt, hvor svært kan det være? spørger de sig selv og andre. En klient som jeg havde på klinikken i dag, have ligefrem fået den besked af behandlende læge, da hun bekræftede at hun desværre var begyndt at ryge igen, at ”Ja, så er du da uden for pædagogisk rækkevidde” Tak for den opmuntring! Jeg må konstatere, at det er vanskeligt for andre at forstå, at rygeren ikke bare kan holde op, og især når der er sygdom indblandet.
Og, jeg oplever dagligt, at det også er helt uforståeligt for rygeren selv, som dagligt fordømmer og skælder sig selv ud, – hvorfor er jeg så slap? Hvorfor kan jeg bare ikke holde op, når alle andre kan holde op? Hvorfor har jeg ingen rygrad? Hvorfor er jeg i den grad slave af tobakken?
Hvor rationelle er vi egentligt?
Jeg tror, at svaret ligger i, at vi er mennesker ikke er rationelle væsener. Hvis vi var det, så var der ingen som ville råbe af deres børn, der var ingen som ville køre for stærkt, ingen som drak for meget, eller spiste noget som var usundt for dem, ingen der følte jalousi, eller forelskede sig i ”den forkerte”. Men sådan forholder det sig ikke, det ved vi alle sammen godt. Og gudskelov for det, for hvis vi alle sammen opførte os rationelt, så var vi ikke længere mennesker, men robotter!
Uden for forståelse
Så når jeg sidder med rygere som er triste over, at de ikke forstår at de ikke kan holde op, plejer jeg at sige, at det er fordi det ligger ”Uden for forståelse” Det ligger ganske enkelte uden for det rationelle område, – det handler nemlig om følelser. Det er følelsen af, at cigaretten trøster, at cigaretten hygger, at cigaretten tilbyder en tænkepause og at cigaretten dæmper ubehagelige følelser og tager kedsomheden, slår tiden ihjel. Som en lastbilchauffør engang sagde til mig, ”Hvad hulen havde du tænkt dig jeg ellers skulle lave, jeg sidder i den vogn hele dagen!” Oven i alt dette, kan man så lægge både den fysiske afhængighed og vanen. Den cocktail af fysisk afhængighed, vane og følelser kan for nogen næsten være umulig at filtre sig ud af, uden hjælp.
Hvori består problemet?
Et problem kan løses, hvis man ved hvori problemet består og derefter benytter sig at et værktøj, som passer til problemet. Det nytter for eksempel ikke meget, at man har verdens bedste og dyreste skruetrækker, hvis det er et søm man vil have slået i!
Individuel behandling
Når jeg arbejder med mennesker, som har en vane eller adfærd de gerne vil ændre, afdækker jeg altid, hvorfor det indtil nu ikke er lykkes for dem at opnå det, de ønsker sig. Som jeg plejer at sige, – ”hvis jeg skal hive en splint ud af dig, så vil jeg gerne vide hvor den sidder” Så jeg bruger min uddannelse som coach og nlp træner, til at afgøre om det er vanen, trangen eller følelserne, som spænder ben for folk, og når det er afdækket, kan jeg sammen med klienten tage stilling til hvilken behandling der passer til den pågældende. Det har også den fordel, at når klienten får en større forståelse for, hvad der har forhindret dem i at blive røgfri, så bliver det alt andet lige nemmere for klienten at få succes med behandlingen.
Stor hilsen
Karin