Som lovet er her det første blogindlæg i rækken om angsttilstande hos børn og unge.
De mest almindelige former for angst hos børn og unge er separationsangst, panikangst, generaliseret angst, fobier, ocd og socialangst.
Separationsangst hos børn er ret almindeligt i alderen 6 til 15 måneder.
Det ses for eksempel ved opstart i vuggestue og børnehave, hvor barnet bliver utryg og ked af det ved når forældrene går.
Separationsangst i den alder, er en del af den normale udvikling hos børn.
Når separationsangsten fortsætter
Hos nogen børn fortsætter separationsangsten langt ud over 15 måneders alderen og forekommer også hos unge og voksne.
Separationsangst som varer væsentligt længere end 15 måneders alderen kalder man abnorm separationsangst.
Undersøgelser viser, at omkring 3% af alle børn lider af abnorm separationsangst.
Dog har der været en tendens til at vi undervurdere omfanget i Danmark, så tallet kan sagtens være højere.
Separationsangst og skolefobi
Separationsangst er kendetegnet ved, at barnet bliver ked af det, utryg, eller aggressiv ved udsigten til at skulle skilles fra forældrene.
Før i tiden kaldet man det Skolefobi.
Skolefobi er misvisende, fordi det ikke er forhold på skolen som gør baret utryg, men alene det faktum at skulle skille fra mor eller far.
Mange af de forældre jeg møder, ser ikke umiddelbart sammenhængen mellem at barnet udskyder tidspunktet for adskillelse ved sengetid med lange godnat rutiner, og problemerne med at få barnet i skole til sport, til fødselsdage og så videre.
Forældrene fokuserer på at løse de problemer som barnet angiver som grund til utrygheden:
Så er det pigegruppen, så er det drengene, så er det en bestemte lærer, et bestemt fag, eller støjen i skolen der giver utrygheden.
Lige så snart eet problem er løst, dukker det næste op.
For børn som bor på skift hos mor og far er listen lige så lang:
Så er det værelset hos den anden forældre som ikke er godt at sove i. Så er det den anden forældres kæreste som er grund til problemet, så er det andre rutiner der er forklaringen, og så videre.
Fysiske symptomer på separationsangst
De fysiske symptomer ved separationsangst er ofte ondt i maven, ondt i hovedet og opkast.
Og barnet har ondt, det er der ikke tvivl om – det er bare ikke som følge af sygdom, men som følge af bekymring.
Det kan være svært som forældre at vide, hvornår man skal gøre noget og hvornår der er tale om abnorm separationsangst.
Hvis 3 eller flere af følgende symptomer har stået på mere en 1 måned, kan det være tegn på at barnet lider af abnorm separationsangst.
- Vedvarende urealistisk frygt for tab af far/mor på grund af for eksempel sygdom
- Vedvarende urealistisk frygt for adskillelse som følge af ulykke eller kidnapning af mor/far
- Modstand mod at gå i skole af frygt for adskillelsen fra mor/far
- Bekymring for adskillelse om natten
- Modstand mod at sove alene
- Hyppig opvågnen for at kontrollere om mor/far stadig er der, og modstand ved at sove udenfor hjemmet
- Frygt for at være alene hjemme om dagen
- Tilbagevendende mareridt med adskillelsestemaer
- Fysiske symptomer såsom opkastning, mavesmerter og hovedpine
- Voldsom følelsesmæssig reaktion forud for, under eller efter adskillelse
- Sengevædning
Hvis du kan sætte ✓ ved mere end 3 ting i en periode af mere end en måned, er der god grund til at gøre noget.
Separationsangst kan forstyrre dit barns udvikling, selvtillid og selvværd.
Og, det kan være en belastning for hele familien, som lige så stille har indrettet sig så barnets utryghed ikke bliver trigget, med begrænsning af familiens sociale liv til følge.
Hvis dit barn lider af separationsangst er der god grund til at gøre noget ved det. Før i tiden sagde man: “De vokser fra det” i dag ved man, at angste børn (i høj grad) bliver angste voksne.
Cool Kids er manualbaseret Kognitiv adfærdsterapi mod angst. Læs mere om Cool Kids her: